Hvis du er i krise eller går med selvmordstanker, ring til Livslinjen på 70 201 201.
Af Maiken Sif Andersen
Wilfred Poulsen har i sine 22 år, været mere igennem end de fleste har på et helt liv. Med sine dobbeltdiagnoser og utallige indlæggelser på den lukkede psykiatriske afdeling har Wilfred haft en vaklende livslyst. Men en skæbnesvanger sommerdag, ændrede alt dette.
Solen skinner, men forårsluften er kold på denne tirsdag formiddag, så Wilfred Poulsen har Haglöfs skaljakken lynet helt op. Han viser vej ned til en lille park tæt hvor han bor. Der ligger en flad fodbold på græsset, fuglene kvidre og træernes grene rasler i vinden. Wilfred sætter sig på den bænk han altid sidder på, når han skriver på sin poesi- noget han gør meget for tiden.
Solen forsvinder kortvarigt om bag en forbipasserende sky, og det bliver for en stund, lidt mørkere og koldere. Han gnider sine hænder. Det er tunge sager han skal til at fortælle om. Men det vil han gerne. Det skal ikke, og må nemlig ikke, være skamfuldt at tale om, at have det svært.
Fast inventar på den lukkede
Wilfred Poulsen blev som 12-årige diagnosticeret med paranoid skizofreni- en sygdom, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen. Derefter fulgte nogle år med meget kaos og tumult, og som konsekvens deraf flyttede Wilfred som 15-årig på et kommunalt botilbud for unge. “Jeg var meget syg på det tidspunkt, og ville ikke modtage hjælp. Det var en evig fornægtelse af at jeg var syg.” siger Wilfred.
På det kommunale botilbud, stødte Wilfred første gang på Hash. Det fik han hurtigt smag for, da det slukkede for noget af støjen inde i hans hoved. Det blev for Wilfred starten på et bredt misbrug af forskellige rusmidler.
I 2021 fik Wilfred diagnosen bipolar. Det bliver sammen med hans paranoide skizofreni til diagnosen Skizoaffektiv. På grund af sine diagnoser og sit misbrug, har Wilfred en lang historik med ophold på døgninstitutioner. Han har boet på tre forskellige bosteder rundt i landet, og har været inde og ude af den lukkede psykiatriske afdeling mere end 30 gange.
Det var på det sidste bosted, at han for alvor mistede modet til livet, og begik sit sidste selvmordsforsøg. Wilfred boede på et bosted med mennesker der var voldsdømte og på vej til et permanent botilbud. “Der tænkte jeg at jeg var dødsdømt, der er ikke særlig mange der kommer videre fra sådan et bosted”. Wilfred havde førhen forsøgt at begå selvmord, men det havde været halvhjertede “småforsøg” som han selv kalder dem. Denne gang var det anderledes.
“Det var sådan en on-off trang jeg havde, så de gange jeg har gjort det [forsøgt selvmord], hvor det så ikke er lykkedes der har jeg egentlig tænkt, OK, så prøver vi igen [at leve livet], men jeg var så udmattet på det tidspunkt her. Jeg skulle bare dø.”
Så lørdag d. 7 juni 2022, efter det daglige personalebesøg kl. 8:30, går Wilfred ud i den grå morgen, med en plan om ikke at vende tilbage. Han går ud til Svendborgsundbroen, stiller sine sko, lægger sin telefon, kravler over gelænderet og så hopper han.
I det Wilfred hopper, rammer tvivlen. “Allerede da jeg slap med fødderne på kanten, der kan jeg huske at jeg… Ja jeg tænker fuck! Det var noget lort det her det.”
Wilfred sprang 33 meter ned fra Svendborgsundbroen, og lander dybt nede i det strømfyldte vand. Det var så mørkt at han troede at han var død. Men før han vidste af det, havde han kæmpet sig op. “selvom jeg følte, at jeg havde fortrudt, så prøvede jeg alligevel i tre, fire minutter efterfølgende, at blive revet ned under vandet igen… for at se om jeg ikke bare kunne drukne.” fortæller Wilfred.
Han bliver stille et øjeblik, så kigger han op og fortsætter “Men der var et eller andet. Jeg ved ikke hvad det var, men der kom et eller andet lige pludselig, nogle kræfter der gjorde at jeg kunne svømme, og flyde, og så lige pludselig ude i det fjerne, kommer der en båd og samler mig op og sejler mig i land.”
Wilfred overlevede, og stod nu tilbage, med en overvældende følelse af skam. Han havde smidt livet væk, men fik lov at leve. “Det var der, jeg besluttede mig for, at livet skulle gå min vej igen.”
Noget at være stolt af
Efterfølgende kom Wilfred ud af sit misbrug og begyndte på intens medicinsk og terapeutisk behandling. Han går jævnligt til behandlinger og samtaler ved terapeuter og psykologer, og har lært og accepteret, at det er okay, at ikke alle dage er lige gode. “Jeg har virkelig fået en chance, som ikke mange får, og den vil jeg ikke misbruge.”
I samme periode begynder Wilfred igen at skrive poesi. Han har gjort det før, men nu, finder han igennem poesien, en vej til at åbne sit sind, for andre. Og ydermere har det hjulpet ham med at bekæmpe sit selvhad. De mange års misbrug, og traumer i ungdommen, havde givet ham et enormt selvhad, og en ide om at han var intet værd. Poesien giver ham noget at være god til, at være stolt af. Poesien har ændret hans selvbillede.
Det digt, som Wilfred Poulsen selv er mest stolt af. Det viser hvem han er, og viser hvordan hans tanker nogle gange kører på en “lidt anderledes frekvens”, som han selv siger.
“I det stille vand reflekteres mit spejlbillede styrke, mens bølger omfavner krop. Bliver øre under vand til et lydløst rum. En vej af brosten gør indre kampe ømme. Viljen driver mig fremad, som drivtømmer fra et sted vi ikke ved Lad viljen til at trodse tvivlen være din guide i livets stormfulde hav. Lad freden være din hellige redningsvest i opblæst hav. Sammen udgør de dansende bølger en kraft og harmoni mellem os og moder jord. Skaber en symfoni og balance, i hvad der kan føles som en glædes censur.“
For en mand som Wilfred Poulsen er ingen dage ens. Nogle dage er gode, andre dårlige, men langt de fleste rummer lidt af begge dele. Wilfred kigger eftertænksomt ud i det fjerne, nuller lidt ved snusbøtten han sidder med, tager en slurk af sin energidrik og svare så forsigtigt: “Jeg er kommet langt, og jeg ved, jeg kan komme meget længere, så fremtiden ser klart positiv ud.”, siger han og rejser sig fra bænken.