“Du skal bare synge det i samme toneleje, som når du kalder ned til aftensmad.”  

Det startede med Phillip Faber under Corona-pandemien, men Rikke Bjerring har i fællesskab med FOF forsøgt at puste nyt liv i fællessangstendensen med ‘drop in kor’. Et initiativ, der kører ca. én gang i måneden, og hvor stemmerne i koret ikke nødvendigvis altid er de samme, da man kun forpligter sig fra gang til gang.

Af Maiken Sif Andersen  

“Væk med den sutteklud! I skal kun synge ‘Time After Time’, så det kan I godt klare uden papiret.”  

Sådan lyder det fra korleder Rikke Bjerring, da hun storsmilende sætter det granvoksne kor på plads, som var de 7’ende klasses elever, der gemmer sig bag notepapiret til en fremlæggelse i klassen.  

Da fnisene fra flokken har lagt sig, tager koret igen teten, og Cyndi Laupers pophit ‘Time After Time’ fra 1983 fylder lokalet.  

Gymnastik- og koncertsal  

Klokken er lidt over halv seks onsdag aften, da de første mennesker så småt begynder at ankomme til Solsalen på Ingerslevs Boulevard i Aarhus. Solsalen er en smuk, gammel sal med murede hvælvinger, mørke træpaneler på væggene og snoede slangemønstre langs loftet i bedste vikingestil. Den var oprindeligt brugt som gymnastiksal, og når rummet indtages af knitrende vinterjakker og tunge vinterstøvler på de rungende plankegulve, fremstår rummet tydeligt, som den perfekte kulisse til et fællesskab. Stemmernes summen breder sig fra alle hjørner i takt med, at deltagerne kommer ind, og indtager deres pladser.  

“Vi er et halvt hold i dag, men det er den hårde kerne,” siger Rikke Bjerring. Der kan i dag tælles 13 kvinder og én mand, foruden korleder Rikke Bjerring og FOF-arrangør Signe Lund Gravgaard. Normalt plejer de at være flere, en 35 stykker, og ‘to rækker stole’, lyder det fra deltagerne. Men ‘onsdag var vist også en dårlig dag?’ lyder det flere steder fra, da det bliver tydeligt, at vi ikke bliver flere her til aften.  

Til venstre for klaveret står de dybe alterstemmer, og til højre er det de lyse sopraner der står. Foto: Maiken Sif Andersen.

I midten af rummet står et blankt klaver, og en halvcirkel af stole dannes omkring det. I stolene sidder der en spraglet forsamling af både farvede tørklæder og strømpebukser, der matcher enten nederdel eller cardigan. Blomsterprintet fylder lige så meget i rummet som latteren og selvsikkerheden. Det er en moden forsamling, der ukueligt giver sig i kast med at synge ‘Jeg ved en lærkerede’ – uden ord. Det er opvarmningen, og sangen skal synges på uhh, åhh og mmhh. Det hele vækker stor fornøjelse hos den lattermilde forsamling, der hurtigt har skabt et trygt og åbent miljø.  

“Det er sjovt at komme her, der er god energi, og man føler sig tryg lige med det samme,” fortæller Zakia Schou på 52 år, der til daglig er projektleder. “Det er et frisk pust til hverdagen, og der er altid masser af grin.”  

En diva gemt i os alle  

Rikke Bjerring kigger forventningsfuldt, og med et drilsk glimt i øjet, ud over koret. “Så er det diva-tid.”

“Vi skal synge en sang fra det forrige årtusinde, så den er jo lidt gammel,” fortsætter hun og sætter sig ved klaveret og spiller for. “Så! Nu har I vel den melodi?” siger Rikke Bjerring, og koret bryder ud i grin. Det er ‘Time After Time’ af Cyndi Lauper, der skal synges her til aften, og den skal synges både flerstemmigt med lyse sopraner og mørke alter og ikke mindst diva-energi.  

Koret summer af forventning, da den første del af sangen er øvet. Nu kommer diva-stykket, hvor korgruppen i højre side af halvcirklen for Rikke Bjerring skal op og ramme de høje toner.  

Første forsøg går som forventet – skidt. Andet forsøg er en anelse bedre, men det lykkes ikke helt. “Jeg ved altså ikke helt, hvad det er, jeg skal gøre, når vi synger ‘I’ll be waiting’,” kommer det fra en højhalset strik med håret flettet ned langs ryggen. “Du skal bare synge det i samme toneleje, som når du kalder ned til aftensmad for tredje gang,” kommer det prompte fra sidemanden, og høje grin spreder sig i lokalet.  

“Netop, og husk at Cyndi Lauper var lidt af en popdiva, så det skal I også bare være,” motiverer Rikke, inden koret igen giver sig i kast med omkvædet fra pophittet fra ’83.  

Tonerne fra klaveret smelter sammen med lyden fra stemmerne, og en perfekt uperfekt gennemspilning af ‘Time After Time’ klinger ud i lokalet.  

“Yes!” råber Rikke og smider én hånd i vejret. “Det var fedt! Og nu er der pause.”  

En flok af fremmede  

Rummet bliver stille, og energien fra den samlede performance fiser stille ud af rummet. I køen til et glas vand skal samles der igen mod, for på ny, at bryde isen. Små grupper former sig langs væggene, men to kvinder står midt i rummet, umiddelbart upåvirkede af den forandring, rummet lige har været igennem. De taler og griner højlydt.  

“Rikke er fænomenal. Det her drop in-kor skal bare blive ved,” kommer det fra Anni Busk Jepsen. Hun er 55 år gammel og er til daglig folkeskolelærer i indskolingen.  

Den anden kvinde, Hanne Danielsen, stemmer i og synes, at det er et herligt arrangement, hvor der er plads til alle. “Ligesom mig selv, så er der mange, der kommer alene, og det kan man sagtens. Og så er det jo også hyggeligt, at det er mange af de samme hoveder, der kommer igen, så lærer man stille og roligt hinanden at kende,” siger Hanne Danielsen.  

Ved klaveret hjælper Rikke Bjerring, alter-stemmerne med at ramme de rigtige toner. Foto: Maiken Sif Andersen. 

Soloer og bøffer går hånd i hånd  

Til trods for at det trygge rum, der blev skabt rundt om klaveret på vores faste pladser, hurtigt forsvandt, kommer det lige så hurtigt igen, da vi alle er tilbage ved vores stole.  

“Carl Emil Petersen er måske ikke en lige så stor diva som Cyndi, men her i ‘Hvem ta’r du med’ giver vi den gas som en diva,” siger Rikke Bjerring til koret, inden de for alvor tager fat i gennemspilningen af sangen ‘Amager Forbrænding’ fra 2019. Det går ikke helt gnidningsfrit, og der opstår et par enkelte ufrivillige soloer, men som det lyder fra en støttende kor-kammerat: “Så er det bare lige meget, hvis man laver en bøf.” Men anden gang man gør det – ja, så beder man altså selv om soloen.  

Tonerne fra Carl Emil Petersens ‘Amager Forbrænding’ fylder Solsalen, da koret på 14 mand med en gennemsnitsalder på ca. 50 flerstemmigt bryder ud i første vers.  

“Å-åh lov mig, lov mig min skat  

Amager forbrænding ku’ brænde i nat…” 

Et fald på 33 meter gav Wilfred livet igen – “Det var der, jeg besluttede mig for, at livet skulle gå min vej igen.” 

Hvis du er i krise eller går med selvmordstanker, ring til Livslinjen på 70 201 201.

Af Maiken Sif Andersen

Wilfred Poulsen har i sine 22 år, været mere igennem end de fleste har på et helt liv. Med sine dobbeltdiagnoser og utallige indlæggelser på den lukkede psykiatriske afdeling har Wilfred haft en vaklende livslyst. Men en skæbnesvanger sommerdag, ændrede alt dette.  

Solen skinner, men forårsluften er kold på denne tirsdag formiddag, så Wilfred Poulsen har Haglöfs skaljakken lynet helt op. Han viser vej ned til en lille park tæt hvor han bor. Der ligger en flad fodbold på græsset, fuglene kvidre og træernes grene rasler i vinden. Wilfred sætter sig på den bænk han altid sidder på, når han skriver på sin poesi- noget han gør meget for tiden.  

Solen forsvinder kortvarigt om bag en forbipasserende sky, og det bliver for en stund, lidt mørkere og koldere. Han gnider sine hænder. Det er tunge sager han skal til at fortælle om. Men det vil han gerne. Det skal ikke, og må nemlig ikke, være skamfuldt at tale om, at have det svært. 

Fast inventar på den lukkede

Wilfred Poulsen blev som 12-årige diagnosticeret med paranoid skizofreni- en sygdom, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen.  Derefter fulgte nogle år med meget kaos og tumult, og som konsekvens deraf flyttede Wilfred som 15-årig på et kommunalt botilbud for unge.  “Jeg var meget syg på det tidspunkt, og ville ikke modtage hjælp. Det var en evig fornægtelse af at jeg var syg.” siger Wilfred. 

På det kommunale botilbud, stødte Wilfred første gang på Hash. Det fik han hurtigt smag for, da det slukkede for noget af støjen inde i hans hoved. Det blev for Wilfred starten på et bredt misbrug af forskellige rusmidler. 

I 2021 fik Wilfred diagnosen bipolar. Det bliver sammen med hans paranoide skizofreni til diagnosen Skizoaffektiv. På grund af sine diagnoser og sit misbrug, har Wilfred en lang historik med ophold på døgninstitutioner. Han har boet på tre forskellige bosteder rundt i landet, og har været inde og ude af den lukkede psykiatriske afdeling mere end 30 gange. 

Det var på det sidste bosted, at han for alvor mistede modet til livet, og begik sit sidste selvmordsforsøg. Wilfred boede på et bosted med mennesker der var voldsdømte og på vej til et permanent botilbud. “Der tænkte jeg at jeg var dødsdømt, der er ikke særlig mange der kommer videre fra sådan et bosted”. Wilfred havde førhen forsøgt at begå selvmord, men det havde været halvhjertede “småforsøg” som han selv kalder dem. Denne gang var det anderledes. 

“Det var sådan en on-off trang jeg havde, så de gange jeg har gjort det [forsøgt selvmord], hvor det så ikke er lykkedes der har jeg egentlig tænkt, OK, så prøver vi igen [at leve livet], men jeg var så udmattet på det tidspunkt her. Jeg skulle bare dø.” 

Så lørdag d. 7 juni 2022, efter det daglige personalebesøg kl. 8:30, går Wilfred ud i den grå morgen, med en plan om ikke at vende tilbage. Han går ud til Svendborgsundbroen, stiller sine sko, lægger sin telefon, kravler over gelænderet og så hopper han. 

I det Wilfred hopper, rammer tvivlen. “Allerede da jeg slap med fødderne på kanten, der kan jeg huske at jeg… Ja jeg tænker fuck! Det var noget lort det her det.”

Wilfred sprang 33 meter ned fra Svendborgsundbroen, og lander dybt nede i det strømfyldte vand. Det var så mørkt at han troede at han var død. Men før han vidste af det, havde han kæmpet sig op.  “selvom jeg følte, at jeg havde fortrudt, så prøvede jeg alligevel i tre, fire minutter efterfølgende, at blive revet ned under vandet igen… for at se om jeg ikke bare kunne drukne.” fortæller Wilfred.

Han bliver stille et øjeblik, så kigger han op og fortsætter “Men der var et eller andet. Jeg ved ikke hvad det var, men der kom et eller andet lige pludselig, nogle kræfter der gjorde at jeg kunne svømme, og flyde, og så lige pludselig ude i det fjerne, kommer der en båd og samler mig op og sejler mig i land.” 

Wilfred overlevede, og stod nu tilbage, med en overvældende følelse af skam. Han havde smidt livet væk, men fik lov at leve. “Det var der, jeg besluttede mig for, at livet skulle gå min vej igen.” 

Noget at være stolt af

Efterfølgende kom Wilfred ud af sit misbrug og begyndte på intens medicinsk og terapeutisk behandling. Han går jævnligt til behandlinger og samtaler ved terapeuter og psykologer, og har lært og accepteret, at det er okay, at ikke alle dage er lige gode.  “Jeg har virkelig fået en chance, som ikke mange får, og den vil jeg ikke misbruge.” 

I samme periode begynder Wilfred igen at skrive poesi. Han har gjort det før, men nu, finder han igennem poesien, en vej til at åbne sit sind, for andre. Og ydermere har det hjulpet ham med at bekæmpe sit selvhad. De mange års misbrug, og traumer i ungdommen, havde givet ham et enormt selvhad, og en ide om at han var intet værd. Poesien giver ham noget at være god til, at være stolt af. Poesien har ændret hans selvbillede. 

Det digt, som Wilfred Poulsen selv er mest stolt af. Det viser hvem han er, og viser hvordan hans tanker nogle gange kører på en “lidt anderledes frekvens”, som han selv siger.  

“I det stille vand reflekteres mit spejlbillede styrke, mens bølger omfavner krop. Bliver øre under vand til et lydløst rum. En vej af brosten gør indre kampe ømme. Viljen driver mig fremad, som drivtømmer fra et sted vi ikke ved Lad viljen til at trodse tvivlen være din guide i livets stormfulde hav. Lad freden være din hellige redningsvest i opblæst hav. Sammen udgør de dansende bølger en kraft og harmoni mellem os og moder jord. Skaber en symfoni og balance, i hvad der kan føles som en glædes censur.

For en mand som Wilfred Poulsen er ingen dage ens. Nogle dage er gode, andre dårlige, men langt de fleste rummer lidt af begge dele. Wilfred kigger eftertænksomt ud i det fjerne, nuller lidt ved snusbøtten han sidder med, tager en slurk af sin energidrik og svare så forsigtigt: “Jeg er kommet langt, og jeg ved, jeg kan komme meget længere, så fremtiden ser klart positiv ud.”, siger han og rejser sig fra bænken.  

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.