Det startede med Phillip Faber under Corona-pandemien, men Rikke Bjerring har i fællesskab med FOF forsøgt at puste nyt liv i fællessangstendensen med ‘drop in kor’. Et initiativ, der kører ca. én gang i måneden, og hvor stemmerne i koret ikke nødvendigvis altid er de samme, da man kun forpligter sig fra gang til gang.
Af Maiken Sif Andersen
“Væk med den sutteklud! I skal kun synge ‘Time After Time’, så det kan I godt klare uden papiret.”
Sådan lyder det fra korleder Rikke Bjerring, da hun storsmilende sætter det granvoksne kor på plads, som var de 7’ende klasses elever, der gemmer sig bag notepapiret til en fremlæggelse i klassen.
Da fnisene fra flokken har lagt sig, tager koret igen teten, og Cyndi Laupers pophit ‘Time After Time’ fra 1983 fylder lokalet.
Gymnastik- og koncertsal
Klokken er lidt over halv seks onsdag aften, da de første mennesker så småt begynder at ankomme til Solsalen på Ingerslevs Boulevard i Aarhus. Solsalen er en smuk, gammel sal med murede hvælvinger, mørke træpaneler på væggene og snoede slangemønstre langs loftet i bedste vikingestil. Den var oprindeligt brugt som gymnastiksal, og når rummet indtages af knitrende vinterjakker og tunge vinterstøvler på de rungende plankegulve, fremstår rummet tydeligt, som den perfekte kulisse til et fællesskab. Stemmernes summen breder sig fra alle hjørner i takt med, at deltagerne kommer ind, og indtager deres pladser.
“Vi er et halvt hold i dag, men det er den hårde kerne,” siger Rikke Bjerring. Der kan i dag tælles 13 kvinder og én mand, foruden korleder Rikke Bjerring og FOF-arrangør Signe Lund Gravgaard. Normalt plejer de at være flere, en 35 stykker, og ‘to rækker stole’, lyder det fra deltagerne. Men ‘onsdag var vist også en dårlig dag?’ lyder det flere steder fra, da det bliver tydeligt, at vi ikke bliver flere her til aften.
I midten af rummet står et blankt klaver, og en halvcirkel af stole dannes omkring det. I stolene sidder der en spraglet forsamling af både farvede tørklæder og strømpebukser, der matcher enten nederdel eller cardigan. Blomsterprintet fylder lige så meget i rummet som latteren og selvsikkerheden. Det er en moden forsamling, der ukueligt giver sig i kast med at synge ‘Jeg ved en lærkerede’ – uden ord. Det er opvarmningen, og sangen skal synges på uhh, åhh og mmhh. Det hele vækker stor fornøjelse hos den lattermilde forsamling, der hurtigt har skabt et trygt og åbent miljø.
“Det er sjovt at komme her, der er god energi, og man føler sig tryg lige med det samme,” fortæller Zakia Schou på 52 år, der til daglig er projektleder. “Det er et frisk pust til hverdagen, og der er altid masser af grin.”
En diva gemt i os alle
Rikke Bjerring kigger forventningsfuldt, og med et drilsk glimt i øjet, ud over koret. “Så er det diva-tid.”
“Vi skal synge en sang fra det forrige årtusinde, så den er jo lidt gammel,” fortsætter hun og sætter sig ved klaveret og spiller for. “Så! Nu har I vel den melodi?” siger Rikke Bjerring, og koret bryder ud i grin. Det er ‘Time After Time’ af Cyndi Lauper, der skal synges her til aften, og den skal synges både flerstemmigt med lyse sopraner og mørke alter og ikke mindst diva-energi.
Koret summer af forventning, da den første del af sangen er øvet. Nu kommer diva-stykket, hvor korgruppen i højre side af halvcirklen for Rikke Bjerring skal op og ramme de høje toner.
Første forsøg går som forventet – skidt. Andet forsøg er en anelse bedre, men det lykkes ikke helt. “Jeg ved altså ikke helt, hvad det er, jeg skal gøre, når vi synger ‘I’ll be waiting’,” kommer det fra en højhalset strik med håret flettet ned langs ryggen. “Du skal bare synge det i samme toneleje, som når du kalder ned til aftensmad for tredje gang,” kommer det prompte fra sidemanden, og høje grin spreder sig i lokalet.
“Netop, og husk at Cyndi Lauper var lidt af en popdiva, så det skal I også bare være,” motiverer Rikke, inden koret igen giver sig i kast med omkvædet fra pophittet fra ’83.
Tonerne fra klaveret smelter sammen med lyden fra stemmerne, og en perfekt uperfekt gennemspilning af ‘Time After Time’ klinger ud i lokalet.
“Yes!” råber Rikke og smider én hånd i vejret. “Det var fedt! Og nu er der pause.”
En flok af fremmede
Rummet bliver stille, og energien fra den samlede performance fiser stille ud af rummet. I køen til et glas vand skal samles der igen mod, for på ny, at bryde isen. Små grupper former sig langs væggene, men to kvinder står midt i rummet, umiddelbart upåvirkede af den forandring, rummet lige har været igennem. De taler og griner højlydt.
“Rikke er fænomenal. Det her drop in-kor skal bare blive ved,” kommer det fra Anni Busk Jepsen. Hun er 55 år gammel og er til daglig folkeskolelærer i indskolingen.
Den anden kvinde, Hanne Danielsen, stemmer i og synes, at det er et herligt arrangement, hvor der er plads til alle. “Ligesom mig selv, så er der mange, der kommer alene, og det kan man sagtens. Og så er det jo også hyggeligt, at det er mange af de samme hoveder, der kommer igen, så lærer man stille og roligt hinanden at kende,” siger Hanne Danielsen.
Soloer og bøffer går hånd i hånd
Til trods for at det trygge rum, der blev skabt rundt om klaveret på vores faste pladser, hurtigt forsvandt, kommer det lige så hurtigt igen, da vi alle er tilbage ved vores stole.
“Carl Emil Petersen er måske ikke en lige så stor diva som Cyndi, men her i ‘Hvem ta’r du med’ giver vi den gas som en diva,” siger Rikke Bjerring til koret, inden de for alvor tager fat i gennemspilningen af sangen ‘Amager Forbrænding’ fra 2019. Det går ikke helt gnidningsfrit, og der opstår et par enkelte ufrivillige soloer, men som det lyder fra en støttende kor-kammerat: “Så er det bare lige meget, hvis man laver en bøf.” Men anden gang man gør det – ja, så beder man altså selv om soloen.
Tonerne fra Carl Emil Petersens ‘Amager Forbrænding’ fylder Solsalen, da koret på 14 mand med en gennemsnitsalder på ca. 50 flerstemmigt bryder ud i første vers.
“Å-åh lov mig, lov mig min skat
Amager forbrænding ku’ brænde i nat…”
